Fraværspolitik på Højbjerg Privatskole
Højbjerg Privatskole prioriterer faglighed samt fællesskab højt. For at være en del af fællesskabet og få fuldt udbytte af undervisningen, kræver det, at man er til stede. Derfor er det vigtigt, at vores elever er i skole hver dag hele skoleåret.
En elevs udeblivelse fra undervisningen registreres som ulovligt fravær, medmindre der er tale om fravær på grund af sygdom, funktionsnedsættelse eller lignende, eller fravær på grund af ekstraordinær frihed.
Fravær registreres ulovligt, hvis elevens forældre har undladt at underrette skolen om fraværsårsagen senest samme dag eller i helt særlige tilfælde i rimelig tid derefter.
Fravær er også ulovligt, hvis elevens forældre har undladt at efterkomme skolens eventuelle anmodning om en lægeattest.
Ved sygdom;
Skolen forventer, at eleverne har et lavt fravær. Når eleven alligevel bliver ramt af sygdom, er det vigtigt, at forældrene skriver dette til klassens lærere igennem SkemaIntra, og ved længerevarende sygdomsforløb medsender en lægeerklæring.
Sygdom skal ikke meldes til skolens kontor fremover.
Bliver en elev syg i løbet af skoledagen, kontakter lærere/kontoret forældrene vedrørende afhentning/hjemsendelse af eleven.
Ved smitsom sygdom skal skolens kontor straks informeres, såfremt hjemmets læge siger det. Det er lægen, der bestemmer, hvornår eleven og eventuelle søskende atter må komme i skole.
I tilfælde af sygdom ved termins- eller afgangsprøver skal der altid skrives til skolens kontor af hensyn til ret til evt. senere sygeprøve.
Ekstraordinært Fravær;
Højbjerg Privatskole har den holdning, at planlagt fravær så vidt muligt skal undgås. Når forældre alligevel, tvunget af omstændigheder, beder om et barns fritagelse, påhviler der forældrene et undervisningsmæssigt ansvar og forpligtelse i den pågældende periode.
Tilladelsen til ekstraordinært fravær skal altid indhentes i god tid forud for fraværet, og al kommunikation om fravær sker mellem forældre og klasselærer i SkemaIntra.
Klasselæreren kan selv give tilladelse til to dage og derunder, mens fravær af mere end to dages varighed kun gives efter klasselærerens samråd med skolens ledelse.
Handlingsplan for opfølgning ved ulovlig fravær;
Perioden for opfølgning for fravær sker på halvårlig basis.
- Ved ulovligt fravær, i ca. 5-7 % i perioden, advares forældrene af klasselæreren.
- Ved ulovligt fravær, i ca. 10-12 % i perioden, indkaldes forældrene af klasselærerne med evt. ledelsen til en samtale med henblik på en dialog om årsagen til fraværet.
- Ved ulovligt fravær i mere end 15% i perioden gives kommunen besked om fraværet. Dette kan samtidig medføre bortvisning.
- Ved forsinket fremmøde i bekymrende grad i en periode kontaktes forældrene af klasselæreren.
Husk samtidig at;
- der også er deltagelsespligt til samtlige skolerelaterede aktiviteter, som skolen er medarrangør af.
- eleverne ikke må forlade skolen uden klasselærerens opsyn.
- ved virtuel undervisning skal eleverne have tændt for kameraet og sidde ved et bord, ellers får de fravær.
Opdateret i januar 2021